Du bør kende disse begreber om investering
Vi har samlet en lille ordbog, du kan bruge, når du støder på et begreb, du ikke kender.
Grundlæggende er en aktie en lille del af en virksomhed, som typisk stiger i værdi, når det går godt for virksomheden, og typisk falder, når det modsatte er tilfældet.
Aktiens værdi, som også kaldes dens kurs, kan dog også nogle gange påvirkes af andre udefrakommende faktorer.
For at hele værdien af din investering ikke skal følge blot en enkelt akties op- og nedture, anbefaler man som en hovedregel at sprede sine investeringer ud på flere forskellige aktier og værdipapirer.
Det kalder man for diversificering.
Når du spreder din investering ud over flere forskellige selskaber — og endda over forskellige brancher og forskellige lande — oplever du ikke store dyk i den samlede værdi, hvis ét selskab eller én branche skulle møde modgang.
Du er således mere beskyttet mod de helt store udsving.
Den samlede mængde af dine aktier og værdipapirer kaldes din portefølje og en diversificeret portefølje er altså god til at modstå risiko.
Risiko dækker over det naturlige faktum, at værdien af en investering kan både stige og falde i værdi.
Værdipapirer vil alle befinde sig et sted på et linje mellem høj risiko, hvor der er potentiale for store stigninger eller store fald på (typisk) kort sigt, og lav risiko, hvor der typisk vil være mindre udsving.
Du skal overveje med dig selv, om du er okay med, at dine investeringer kan svinge kraftigt i værdi eller vil være tryggere ved den lavere risiko. Din holdning til risiko kaldes også din risikoprofil eller investeringsprofil.
Hør meget mere om risiko i afsnittet herunder: Hvad så med risiko?
Når dine værdipapirer er blevet mere værd, end da du købte dem, er beløbet, de er steget i værdi, det samme som dit afkast.
Hvis en investering på 1000 kroner er blevet til, 1100 er dit afkast altså på 100 kroner. Og det er disse 100 kroner, du skal betale skat af på 17%.
Dette er alt sammen noget banken står for at indberette. Du kan se beløbet på din årsopgørelse.
Når man er ny til at investere, kan vejen til en diversificeret portefølje virke lidt uoverskuelig. Heldigvis findes der en smutvej til at opnå dette, nemlig ved at købe værdipapirer fra en investeringsforening/-fond.
En investeringsforening indeholder en bred vifte af forskellige aktier og obligationer, som professionelle investorer har sammensat.
Når du investerer i en forening/fond, bliver du medejer af en lille procentdel af fondens værdipapirer. Din investering stiger og falder herefter sammen med den samlede værdi af disse. Værdien justeres én gang dagligt.
Dermed har du altså spredt dine investeringer helt automatisk og samtidigt ladet de professionelle om alt det praktiske.
Investeringsforeninger er enten aktivt eller passivt forvaltede. Det betyder at de enten blive aktivt justeret efter markedets udvikling for at forsøge at skabe et afkast eller være sammensat så bredt at formålet er at følge markedets udvikling.
Investeringsforeningerne tager en årlig omkostning på et vist procentdel af afkastet (ÅOP), som er værd at lægge mærke til, da det kan blive mange penge på sigt. De aktive forvaltede har typisk en højere ÅOP, men det kan godt betale sig, hvis de klarer sig godt.
Du kan få en række gode anbefalinger på investeringsforeninger fra vores rådgivere lige her: Konkrete investeringsråd fra investeringsrådgiveren
En ETF (Exchange Traded Fund) er speciel type investeringsforening, der handles på børsen ligesom en aktie, hvilket betyder, at du kan købe og sælge dem i børsens åbningstid til de aktuelle kurser.
De har ofte en lavere årlig omkostning til investeringsforeningen (ÅOP), men er dermed også passivt forvaltede (jf. Hvad er en investeringsforening?).
Med mange ETF'er skal du betale skat af dit afkast på et årligt basis efter lagerprincippet. Det betyder, at du betaler skatten af dit afkast, selvom du ikke har solgt dit værdipapir.
En obligation er et værdipapir af en lidt anden natur end en aktie.
Når du køber en obligation til en specifik værdi, er du lidt som en bank, der låner et beløb ud i en periode, før beløbet betales tilbage til en aftalt tid. I mellemtiden får du renter for dit lån, som udgør dit afkast.
I Danmark er det typisk en stat eller lignende stabil institution, der udsteder obligationen. Så investeringen anses derfor som meget stabil, og man oplever sjældent de store udsving på værdipapiret.
Du skal vide, at du ikke kan investere direkte i obligationer med din aktiesparekonto, da denne netop er designet til handel med aktier. Obligationer kan dog indgå som en del af din portefølje, hvis du køber værdipapirer i en investeringsforening, hvor de udgør mindre end 50% af den samlede værdi.
Når du handler med en aktiesparekonto hos os, er kurtagen helt gratis. Men hvad betyder det?
Kurtage er et lille gebyr, du skal betale, når du køber og sælger værdipapirer. Det udgør en mindre procentdel (op til 0,5%) af det samlede beløb, du handler for, og betaler udgifterne for den, der bestyrer handlen.
At vi tilbyder gratis kurtage på aktiesparekontoen er derfor ikke en uvæsentlig fordel ved at investere her hos os.


