Sådan beskytter du dig mod svindel
Digital svindel er blevet en del af hverdagen. Svindlere udgiver sig for at være banker, myndigheder, virksomheder eller endda familiemedlemmer. De forsøger at skabe tillid, stress eller tidspres for at få dig til at handle hurtigt. Heldigvis kan du gøre meget for at beskytte dig. Her får du vores bedste råd til at undgå svindel.
Sådan arbejder svindlerne
Moderne svindel handler sjældent om avanceret teknologi. Oftest forsøger svindlere at narre dig til selv at udlevere oplysninger eller godkende handlinger.
Svindlerne tilpasser løbende deres metoder til det, der sker omkring os. Det kan være falske Black Friday-tilbud, sms'er om manglende betaling for en pakke op til jul, beskeder om årsopgørelsen fra Skat eller telefonopkald, der spiller på aktuelle begivenheder. Formålet er det samme: at få henvendelsen til at virke troværdig og få dig til at handle hurtigt.
Vi ser ofte svindel i form af:
- Falske sms'er om pakker, skat eller MitID
- Opkald fra personer, der udgiver sig for at være fra banken eller politiet
- Falske investeringsmuligheder med løfter om høje gevinster
- Beskeder fra personer, der udgiver sig for at være et familiemedlem med akut behov for hjælp
- E-mails med links til falske hjemmesider


