Logo
Finanselev

Finanselev

Tjen penge og læs videre samtidig! Vi tilbyder dig en bacheloruddannelse kombineret med et finansjob. Du får en høj uddannelse - og samtidig en god privatøkonomi uden studiegæld.

Måske kender du os allerede?

Vi er kendt som en ambitiøs bank med 650 medarbejdere, hvor høj medarbejdertrivsel og kundetilfredshed går hånd i hånd. Vi er kåret som ”Årets bank” for 8. år i træk og er en af Danmarks største pengeinstitutter målt på markedsværdi.

Vi har to 'brands': Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank. Du vil støde på begge navne, men det er den samme bank og de samme medarbejdere.

En ung bank

Vi har i mange år haft finanselever under uddannelse. Dem vil du få meget kontakt med. Selvom vi er en gammel bank, er vi et ungt team, da en stor andel af bankens medarbejdere er i 20'erne.

Det går stærkt i banken. Der er en masse opgaver at tage fat på, og du får et stort ansvar. Samtidig har vi det sjovt sammen - både i og uden for arbejdstiden.

Forløbet

Uddannelsesforløbet

Som elev hos os gennemgår du en 2-årig uddannelse, som veksler mellem Finansskolen og det daglige arbejde i banken.

Når du har afsluttet elevuddannelsen, har du som nyuddannet assistent adgang til en vifte af uddannelses- og jobmuligheder i banken. Du kan målrette din videreuddannelse i retning af lige præcis de områder, du har interesse for.

Indgangsveje til uddannelsen

De uddannelsesmæssige adgangskrav til finansuddannelsen er HHX, STX eller tilsvarende. Vi forventer, at du karaktermæssigt ligger på et fornuftigt niveau, således du på denne måde viser, at du har fået et godt udbytte af dit studie og har et godt fundament, inden du starter i banken.

Det er også vigtigt, at du kan lide at arbejde med mennesker, og at du er udadvendt. Der er meget teamarbejde i banken, og en stor del af arbejdet består i at tale med og rådgive bankens kunder. Det er også vigtigt, at du kan bevare overblikket og humøret i travle perioder.

Anja Lind Jensen - erhvervsrådgiver

”Det er en fleksibel uddannelse, som giver mulighed for at arbejde med det, man brænder for. Hvis man tør gribe bolden, dygtiggør man sig hurtigt og får ansvar.”

Finanselev

Læring

Den teoretiske del af uddannelsen

Den giver dig erhvervskompetence inden for flere finansielle arbejdsområder i banker.

Deltagelse på forskellige uddannelsesmoduler hjælper dig med at kombinere teori og praksis med de holdninger, overordnede mål og strategier, der er gældende i banken. Både finansuddannelsen og uddannelsesmodulerne giver dig gode muligheder for at udveksle erfaringer med andre elever, også fra andre banker. På den måde kan du skabe dig et godt netværk.

Den praktiske del af uddannelsen

I dit daglige arbejde vil du gennem jobtræning få mulighed for at bruge det, du har lært. Arbejdsdagene i banken er forskellige. Ingen pengeinstitutter kan klare sig uden kunder, og de har krav på en god betjening, som du sammen med dine kolleger skal være med til at give.

Tidligt i uddannelsesforløbet får du ansvar for - og lov til - selv at arbejde med kunder. Kunderne har brug for din rådgivning inden for mange forskellige områder. F.eks. når de skal købe en ny bil eller bolig - når der skal lægges budget og rådgives om forskellige lånetyper - når kunden skal på ferie- eller studierejse og har brug for rådgivning vedrørende betalingskort, valuta m.v.

Kort sagt: Du lærer noget hver dag - både fagligt og personligt. Du vokser i takt med dine kundskaber og erfaringer, og dine kolleger vil altid give dig den opbakning, du har behov for.

Udvikling

Din personlige udvikling er også en del af din uddannelse.

Uddannelsen starter med emner, der omhandler dine personlige kvalifikationer. Det handler bl.a. om kommunikation, kundebetjening og samarbejde. Det er ikke emner, du bliver færdig med i løbet af et par uger - tværtimod vil disse emner være en del af hele det 2-årige uddannelsesforløb og også af tiden, der følger efter.

I takt med din uddannelse vil du helt klart mærke, at du bliver styrket på mange måder:

  • Du bliver bedre til at løse problemer
  • Du bliver mere selvstændig
  • Du bliver bedre til at samarbejde
  • Du bliver bedre til at se muligheder
  • Du tør tage ansvar
  • Du får mere menneskekundskab
Jesper Alstrup Jensen - Erhvervsrådgiver

”Der er et super godt samspil mellem den teoretiske viden fra skoleopholdene og den erhvervsmæssige erfaring, man samtidig får i afdelingen.”

Finanselev

Løn

Hvad skal du leve af under uddannelsen?

Hvis du vælger at blive elev hos os, får du ikke kun en bred uddannelse, som er offentligt anerkendt, og som stiller store krav til din personlige udvikling og dit gå-på-mod. Du får også løn under uddannelsen.

Det betyder, at du ikke står med en stor studiegæld, der skal betales tilbage, når du har fået papir på din uddannelse.

Lønnen for en elev udgør p.t. ca. 18.000 kr. pr. måned plus pension.

img

Videre

Nyuddannet og hvad så?

Der er mange vidt forskellige jobs i et pengeinstitut, du kan give dig i kast med efter elevuddannelsen.

Du vil måske vælge et specielt område som rådgiver? Handle med aktier og obligationer? Blive boligrådgiver? Valutahandler? Eller...

Det kan også være, at du efter de første to år har fået lyst til at gå efter en højere uddannelse? Et moderne pengeinstitut som os har brug for højtuddannede medarbejdere med specialer inden for mange områder.

Under elevtiden påbegynder du endvidere Akademiuddannelsen, som efterfølgende giver dig direkte adgang til HD 2. del.

Du bestemmer selv, hvor langt du vil nå!

Ansøgning?

Hvordan søger du en elevplads? Det er da nemt!

  • Skriv kort og præcist.
  • Skriv om dig selv og om hvorfor du søger elevplads hos os.
  • Skriv om det, du er god til. Giv eventuelt uddybende eksempler.
  • Fortæl hvad du laver i din fritid, og hvad du interesserer dig for.
  • Din ansøgning skal være seriøs og må gerne have et personligt præg.
  • Beskriv dit hidtidige uddannelsesforløb, og fortæl om dit fritidsjob, hvis du har eller har haft et.
  • Fortæl om fag i skolen, der interesserer dig og hvilke, du er bedst til.
  • Vedhæft kopi af eksamensbeviser, terminskarakterer og udtalelser - og gerne et naturligt foto.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte HR-chef Berit Nørskou Pedersen på tlf. 76249328 eller 23867122.