13. oktober 2026
Går turen til udlandet i efterårsferie, er der nogle ting, du skal være opmærksom på, hvis du normalt bruger wallet til at betale med.

Af Lars Knudsen, Privatdirektør Ringkjøbing Landbobank
Efterårsferien er i gang, og for en del danskere byder ferien på en rejse til udlandet. Måske en forlænget weekend i en europæisk storby eller en uge under varmere himmelstrøg. Også i de kommende måneder vil kulden og mørket herhjemme få mange til at søge mod varmere destinationer.
Når vi pakker til ferien, er der imidlertid én ting, som mange af os efterhånden har vænnet os af med at tage med: pungen.
For mobilen har på få år overtaget en stor del af dens funktion. Flybilletter, hotelreservationer og betalingskort ligger samlet på telefonen, og for mange er Apple Pay, Google Pay eller en anden digital wallet blevet den helt naturlige måde at betale på.
Tallene understreger udviklingen. Ifølge Danmarks Nationalbank blev 31,6 procent af alle betalinger med danske betalingskort i 2025 foretaget via digitale wallets. Blandt danskere under 30 år foregår lidt over halvdelen af betalingerne i den fysiske handel nu via wallets på mobilen. Og udviklingen er langt fra kun et ungdomsfænomen. Fra 2023 til 2025 er andelen af betalinger med wallets mere end fordoblet blandt de 30-60-årige og blandt personer over 70 år.
Det er en markant ændring i vores betalingsadfærd – og langt hen ad vejen en positiv udvikling. Mobilbetaling er enkel og sikker, og den fungerer i langt de fleste situationer også i udlandet.
Men der er forskel på, om en betalingsform fungerer langt det meste af tiden, og om den bør være den eneste mulighed, man har med sig på rejsen.
Når du betaler med dit kort, er det nemlig ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt der er dækning på kontoen. Bag betalingen ligger også sikkerhedssystemer, som løbende vurderer transaktionerne og reagerer, hvis et betalingsmønster skiller sig ud fra det normale. Og netop på rejser i udlandet kan det ske oftere, fordi vores betalingsmønster typisk ændrer sig mere end herhjemme.
Bliver kortet eksempelvis brugt i et land, hvor det normalt ikke anvendes, foretages der køb geografisk langt fra hinanden inden for kort tid, eller sker betalingen hos en forretning, hvor der er registreret en forhøjet risiko for svindel, kan det udløse en sikkerhedsreaktion. Konsekvensen kan være, at en betaling bliver afvist, eller at brugen af kortet via wallet midlertidigt bliver begrænset.
Det kan være frustrerende, hvis det sker på en restaurant, en tankstation eller ved kassen i et supermarked. Men reaktionen er netop en del af den beskyttelse, der skal mindske risikoen for misbrug.
Her kan det fysiske kort spille en vigtig rolle. Når du kommer til et nyt land, kan det være en god idé at foretage den første betaling med selve kortet og indtaste din pinkode. Så er kortet blevet brugt fysisk på destinationen og betalingen godkendt med pinkode, hvilket kan være med til at bekræfte, at kortet anvendes legitimt dér.
Derfor er mit råd ganske konkret: Rejs ikke alene med dit betalingskort på mobilen. Tag også de fysiske kort med – gerne to forskellige kort, som opbevares hver for sig. Dermed har du et alternativ, hvis mobilen bliver stjålet, går i stykker eller løber tør for strøm, eller hvis en betaling via wallet ikke kan gennemføres.
Inden afrejse kan det også være fornuftigt at kontrollere, at kortene virker, og at du rent faktisk kan huske pinkoderne. Det sidste lyder måske banalt, men når vi dag efter dag godkender betalinger med ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk, kan der gå ganske lang tid mellem de gange, hvor de fire cifre skal findes frem. I de fleste mobilbanker er det dog også muligt at finde sine egne koder.
Et mindre kontantbeløb kan være endnu et supplement på rejsen. Ikke som den primære betalingsform, men til de situationer, hvor hverken wallet eller kort er den bedste løsning.
Udviklingen går entydigt mod flere digitale betalinger, men det ændrer ikke på et gammelt princip, som stadig er værd at holde fast i: Når vi rejser, bør vi sprede vores betalingsmuligheder.
Mobilen kan sagtens være den primære tegnebog. Den bør bare ikke være den eneste.