Er du også på jagt efter vinderaktier?

Af Michael Andersen, kapitalforvaltningsdirektør i Ringkjøbing Landbobank

Investerer du i aktier, er der stor sandsynlighed for, at din portefølje består af mange enkeltaktier og færre brede investeringsfonde. Det er sjovere at følge danske eller internationale virksomheder, men det er ikke nødvendigvis det klogeste.

For som privat investor undrer du dig måske over, hvorfor så mange af dine enkeltaktier klarer sig dårligt eller i bedst fald middelmådigt. Bare rolig – du er ikke alene om den undren. 

Den amerikanske professor Hendrik Bessembinder dokumenterede i sit berømte studie ”Do Stocks Outperform Treasury Bills?”, som blev offentliggjort i 2018 og opdateret i marts 2026, at aktier samlet set har skabt et markant højere afkast sammenlignet med korte amerikanske statsobligationer. Det er der ikke noget overraskende i. Det overraskende var, at det var en ganske lille andel, der stod for merafkastet. Bessembinder fandt nemlig, at de bedste cirka 5 procent af de amerikanske børsnoterede selskaber samlet stod for hele den nettoværdiskabelse, som aktiemarkedet havde skabt ud over korte statsobligationer siden 1926. De resterende cirka 95 procent matchede samlet set blot afkastet på korte statsobligationer, hvilket i runde tal kun modsvarer den løbende inflation.

Det betyder ikke, at 95 procent af alle aktier har været dårlige investeringer. Mange har leveret pæne afkast, mens andre har klaret sig dårligt, er blevet afnoteret eller er gået konkurs. Når det hele lægges sammen, viser det sig imidlertid, at en meget lille gruppe vinderaktier har trukket en overraskende stor del af læsset.

Det er værd at hæfte sig ved, fordi vi normalt taler om aktier som én samlet aktivklasse. Den klassiske investeringslogik siger, at aktier bør give et højere afkast end sikre obligationer, fordi man accepterer en større risiko. Det gælder for markedet som helhed – i hvert fald over længere horisonter - men ikke nødvendigvis for den enkelte aktie. 

Tværtimod viste Bessembinders forskning, at under halvdelen af de amerikanske aktier over deres samlede levetid på børsen slog korte amerikanske statsobligationer. Det er altså ikke usædvanligt at købe en aktie, der efter en årrække viser sig at have været en halvdårlig eller i bedste fald middelmådig investering.

Forklaringen ligger blandt andet i den måde, aktieafkast er fordelt på. Du kan jo maksimalt tabe 100 procent på en aktie, men der findes ikke nogen tilsvarende øvre grænse for, hvor meget en aktie kan stige. En virksomhed, der udvikler sig exceptionelt godt over mange år, kan blive ti, hundrede eller tusinde gange så meget værd over tid.

Microsoft er et godt eksempel. Investorer, der kom med tidligt og beholdt aktien gennem årtier, har oplevet et enormt afkast. Sådanne aktier er sjældne, men gevinsterne kan være så store, at de mere end opvejer en stor gruppe middelmådige og dårlige aktier.

Her opstår udfordringen for den private investor. Når vi ser tilbage, virker det næsten åbenlyst, at man skulle have købt Microsoft, Apple eller Tesla. Men det var ikke åbenlyst, da beslutningen skulle træffes. Dengang fandtes der mange andre virksomheder, som så mindst lige så lovende ud, og nogle af dem eksisterer ikke længere. Det er derfor betydeligt lettere at udpege historiens vindere, når man kigger i bakspejlet.

Det er også derfor, at man som privatinvestor skal stille sig selv et par enkle spørgsmål: Er jeg bedre til at analysere virksomheder end de professionelle investorer, som arbejder med markederne hver dag? Og har jeg samme adgang til information, analyser og ressourcer som dem?

For langt de fleste vil svaret være nej. Selv professionelle investorer har svært ved at identificere de få selskaber, der ender med at skabe de ekstraordinære afkast. Der vil altid være private investorer, der rammer rigtigt. Nogle er dygtige, men de fleste har også haft heldet med sig.

Problemstillingen er ikke kun amerikansk. CBS-professor Jesper Rangvid m.fl. har tidligere undersøgt danske privatinvestorers aktieporteføljer med fokus på, hvad det koster, når investeringerne spredes for lidt. I det datasæt, forskerne undersøgte, ejede 66 procent af investorerne kun én aktie, mens 94 procent ejede færre end fem.  Det viste sig, at den manglende risikospredning i gennemsnit kostede de danske investorer et lavere afkast på ca. 3 procentpoint om året sammenlignet med, hvad de kunne have fået i en bredt sammensat global portefølje med samme risiko.  

Konklusionen er vanskelig at komme udenom: Man tager en betydelig ekstra risiko, når en stor del af formuen placeres i ganske få selskaber, uden at man nødvendigvis bliver belønnet for det. 

Diversifikation handler ikke kun om at undgå, at en dårlig aktie ødelægger en stor del af porteføljen. Det handler mindst lige så meget om at øge sandsynligheden for, at man via de brede investeringsforeninger eller ETF'er faktisk ejer nogle af de få virksomheder, der over tid bliver de helt store vindere.

Det betyder ikke, at man aldrig bør købe enkeltaktier. Har man interessen, erfaringen og økonomien til at løbe risikoen, kan de sagtens have en plads i porteføljen. Men der er stor forskel på at have enkeltaktier oven på et bredt fundament og på at lade hovedparten af sin opsparing afhænge af tre eller fire selskaber.

Pointen er, at du ikke behøver at lede efter den næste vinderaktie. Du skal først og fremmest sørge for, at din portefølje ikke er så smal, at du risikerer at gå glip af den.