Hvorfor skal jeg supplere mine aktier med obligationer?

Af Michael Andersen, kapitalforvaltningsdirektør i Ringkjøbing Landbobank

Hvis aktier over tid giver et højere afkast end obligationer, hvorfor skal jeg så overhovedet have obligationer i min investeringsportefølje? Det er et spørgsmål, jeg ofte får - især i perioder, hvor aktiemarkedet stiger. For hvis man alligevel investerer langsigtet, kunne man så ikke bare vælge flere aktier og dermed gå efter et højere afkast?

Jo, det kan man godt. Men kun hvis man også kan leve med de udsving, der følger med. Og det er langt sværere, end de fleste tror.

For aktier giver ikke et højere afkast uden grund. Det er betalingen for, at værdien kan svinge markant undervejs. Nogle år stiger aktier meget. Andre år falder de kraftigt. Og det er netop i de perioder, man finder ud af, hvor stor risiko man reelt kan leve med.

Her spiller obligationer en vigtig rolle. Ikke fordi de altid giver høje afkast. Og heller ikke fordi de er uden risiko. Men fordi de i mange porteføljer kan være med til at dæmpe udsvingene og gøre det lettere at holde fast i den investeringsplan, man har lagt.

Jeg har set et stort antal investorer, der på papiret havde en fornuftig plan, men som alligevel solgte ud, da markederne faldt. Ofte sker det på det værst tænkelige tidspunkt – efter store fald og før markederne igen begynder at rette sig. 

Jeg vil anbefale at skelne mellem risikoevne og risikovilje. Risikoevne handler om, hvor store tab ens økonomi kan bære. Risikovilje handler om, hvor store tab man mentalt kan holde ud at se på. De to ting er sjældent det samme. 

En ung investor med mange år til pension kan ofte have en høj risikoevne, fordi pengene først skal bruges langt ude i fremtiden. En investor tæt på pension har typisk en kortere horisont og bør derfor ofte tage mindre risiko. Men selv meget velhavende investorer kan opleve store udsving som ubehagelige. Har man 100 millioner kroner investeret, kan et fald på 10 millioner kroner stadig gøre ondt – selv om økonomien godt kan bære det.

Det er her, obligationer kan være den del af porteføljen, der skaber ro. Den klassiske tanke er, at obligationer ofte klarer sig bedre end aktier i perioder med økonomisk tilbagegang. Når aktiemarkedet falder på grund af recession eller vækstfrygt, falder renterne ofte, fordi centralbankerne lemper pengepolitikken for at støtte økonomien. Når renterne falder, stiger kursen på mange obligationer. På den måde kan obligationer i nogle perioder være med til at udligne fald i aktier.

Men denne tommelfingerregel gælder ikke altid. Det så vi senest i 2022, hvor både aktier og obligationer faldt samtidig. Årsagen var, at inflationen steg kraftigt, og at centralbankerne reagerede ved at hæve renterne voldsomt. Når renterne stiger, falder kursen på eksisterende obligationer. Derfor kunne obligationer ikke give den samme beskyttelse, som mange havde forventet.

I mange år var obligationer svære at være fortalere for. Renterne var tæt på nul, og afkastpotentialet var begrænset. Men i dag er billedet anderledes. Renterne er højere, og obligationer giver igen et løbende afkast. Korte europæiske renter ligger omkring 2 procent, og lange renter ligger flere steder omkring 3 procent. Tager man mere kreditrisiko, kan renten være endnu højere – men så følger risikoen naturligvis med. Det gør obligationer mere interessante, end de var i nulrenteårene. Ikke som erstatning for aktier, men som en modvægt.

Hvor stor obligationsandelen bør være, afhænger af den enkelte investor. Det handler om tidshorisont, formål, økonomi og temperament. Pensionsmidler med lang horisont kan ofte tåle mere aktierisiko end frie midler, som måske skal bruges tidligere. Og jo tættere man kommer på det tidspunkt, hvor pengene skal bruges, jo vigtigere bliver det typisk at skrue ned for udsvingene. Det er også derfor, mange pensionsordninger automatisk reducerer risikoen, jo tættere man kommer på pension. Ikke fordi aktier pludselig bliver dårlige investeringer. Men fordi tiden til at indhente store tab bliver kortere.

Det vigtigste spørgsmål er derfor ikke, om obligationer er bedre end aktier. Det er de som regel ikke, hvis man kun måler på forventet langsigtet afkast. Det vigtigste spørgsmål er, hvilken portefølje man faktisk kan holde fast i, når markederne falder.

Hvis en portefølje med 100 procent aktier giver dig søvnløse nætter og får dig til at sælge på bunden, var risikoen for høj – uanset hvad kalkulen sagde. Hvis en andel obligationer gør, at du kan bevare roen og blive investeret gennem urolige perioder, kan de være meget værd. Obligationer er derfor ikke kun porteføljens kedelige del. De er i mange tilfælde den del, der hjælper investoren med at gøre det sværeste – nemlig at holde fast i planen.