22. juni 2026
Når du tager på ferie, er der et par ting, du skal være opmærksom på for at slippe for betalingsbøvl.

Af Lars Knudsen, Privatdirektør Ringkjøbing Landbobank
Kort eller kontant? Ferien kan hurtigt blive lidt mindre afslappende, hvis dit betalingskort pludselig ikke virker, hvis du betaler for dyrt i den forkerte valuta, eller hvis biludlejeren ikke vil acceptere det kort, du har med. Derfor er betalingskort måske ikke det mest spændende punkt på ferietjeklisten – men det er et af de punkter, der kan spare både tid, penge og irritation.
Et af de mest enkle råd er at tage to kort med på ferie. Gerne to forskellige korttyper og gerne opbevaret hver for sig. Det kan virke lidt overforsigtigt, men hvis det ene kort bliver stjålet, tabt, spærret eller afvist, står du ikke uden mulighed for at betale. Det samme gælder, hvis du ved en fejl får tastet pinkoden forkert for mange gange, eller hvis kortudstederne reagerer på usædvanlige transaktioner i udlandet. De bagvedliggende sikkerhedssystemer holder nemlig i stigende grad øje med kortaktiviteten. Hvis et kort, der normalt bruges i Danmark, pludselig bliver brugt forskellige steder i Sydeuropa, Asien eller USA, kan det ligne mistænkelig aktivitet. Særligt hvis der er tale om rundrejser eller mellemlandinger i forskellige lufthavne. Det er selvfølgelig til for at beskytte den enkelte, men det kan være upraktisk, hvis du kun har ét kort med. Derfor kan det også være en god idé at bruge begge sine fysiske kort undervejs, så det ene ikke kun ligger ubrugt som en teoretisk reserve.
Mit næste råd handler om valuta. Når du betaler i en butik, på en restaurant eller i en hæveautomat i udlandet, får du ofte valget mellem at betale i danske kroner eller i den lokale valuta. Her kan det føles trygt at vælge beløbet i danske kroner, men det er som regel dyrere. Vælger du danske kroner, er det nemlig typisk butikken, restauranten eller hæveautomaten, der bestemmer kursen. Vælger du derimod den lokale valuta, bliver betalingen som udgangspunkt afregnet via kortselskabets kurs og bankens almindelige vilkår. Derfor er lokal valuta i langt de fleste tilfælde det billigste valg.
Derudover bør man være opmærksom på forskellen mellem debetkort og kreditkort. Et debetkort, som eksempelvis Visa/Dankort eller Mastercard Debit, er ofte et godt kort til det daglige ferieforbrug. Pengene trækkes løbende fra kontoen, og det giver et godt overblik over budgettet. Et kreditkort – fx Mastercard Guld – kan derimod være en fordel ved større køb, hotelreservationer og især billeje. Mange biludlejningsselskaber forlanger faktisk at et kreditkort, fordi de reserverer et depositum for bilen. Omvendt skal man være opmærksom på, at kreditkort også kan være forbundet med gebyrer – blandt andet ved brug i udlandet.
Kontanter kan stadig være praktiske. Ikke mindst til småindkøb, drikkepenge, markeder eller steder, hvor kortbetaling ikke er muligt. Men der er sjældent grund til at rejse med store kontantbeløb. Det øger risikoen for tyveri, og ofte er det billigere at betale direkte med kortet end at hæve kontanter i en automat. Hvis du har brug for kontanter, kan det derfor være fornuftigt at hæve et mindre beløb, når du er nået frem – og ikke mere end nødvendigt. Vær opmærksom på gebyrer i hæveautomaten, og sørg igen for at vælge lokal valuta, hvis du får valget.
Inden afrejse er det også en god idé at tjekke kortets beløbsgrænser, udløbsdato og pinkode. Mange betaler efterhånden kontaktløst med mobil eller ur i hverdagen, men på ferie bør du stadig have det fysiske kort med. Det er nemlig ikke alle steder, der accepterer mobilbetaling, og nogle terminaler kræver både kort og pinkode.
Ferien skal helst handle om afslapning – ikke om betalingsproblemer. Men netop derfor kan lidt forberedelse gøre en stor forskel. To fysiske kort, lokal valuta, begrænset brug af kontanter og det rette kort til den rette situation er enkle huskeregler.
God ferie, når du kommer dertil.