12. august 2026
Det kan være svært at holde følelserne fuldstændigt udenfor, når man investerer.

Af Mads Stouby, finansdirektør i Ringkjøbing Landbobank
De fleste private aktieinvestorer ved godt, hvad de bør gøre. Man bør tænke langsigtet. Man bør sprede sin risiko. Man bør undgå at købe en aktie alene, fordi den lige er steget meget. Og man bør ikke sælge i panik, fordi markedet falder. Det kan lyde nemt og enkelt – men i praksis er det langt sværere. For aktieinvesteringer handler ikke kun om fakta, og hvad man bør gøre. Det handler i høj grad også om følelser. Og når følelser og fakta står over for hinanden, er det ofte følelserne, der vinder.
Det ser vi især i perioder med store udsving. Når aktiemarkedet stiger måned efter måned, føler mange sig mere risikovillige. Måske får man lyst til at købe mere. Måske også det, der lige er steget mest. Men når markedet falder, sker det modsatte. Så begynder tvivlen. Skal jeg sælge? Kommer det til at falde mere? Var min risiko for høj? Burde jeg have gjort noget tidligere? Det er meget menneskeligt, men det er sjældent en god investeringsstrategi.
I økonomisk teori taler man ofte om det rationelle menneske. Et menneske, der vurderer fakta nøgternt, træffer beslutninger ud fra sandsynligheder og ikke lader sig styre af frygt, grådighed eller fortrydelse. Det menneske findes bare ikke rigtigt i virkeligheden. Vi bliver konstant påvirket af overskrifter, venner, kolleger, sociale medier, nyheder og de seneste bevægelser i depotet. Vi fortæller gerne om de investeringer, der gik godt. Sjældnere om dem, der gik dårligt. Og vi har en tendens til at overvurdere vores egen evne til at handle rigtigt, når markederne bliver urolige.
Jeg har talt med mange kunder, der har en fornuftig portefølje og en lang tidshorisont, men som alligevel får ondt i maven, når markedet falder 10 eller 15 procent. Og hvis man ikke kan holde udsvingene ud, skal man tage det alvorligt. Så er porteføljen måske for risikabel – uanset hvad regnearket siger. For der er stor forskel på risikoevne og risikovilje.
Risikoevne handler om, hvor store tab ens økonomi kan bære. Har man ti år eller mere, før pengene skal bruges, kan man ofte tåle betydelige udsving undervejs. Risikovilje handler derimod om, hvor store udsving man mentalt kan holde ud at se på.
Man kan godt sidde i en rådgivningssamtale og sige, at man investerer med ti års horisont. Men hvis man alligevel ikke kan sove, når porteføljen falder, er det ikke nok, at horisonten på papiret er lang. Så skal risikoen passe bedre til mennesket bag porteføljen. Derfor siger jeg ofte til kunderne, når der er uro: Husk din risikoprofil. Husk din tidshorisont. Husk, hvorfor porteføljen er sat sammen, som den er. Det lyder måske ikke som en særlig avanceret rådgivning. Men i urolige markeder er det ofte den vigtigste rådgivning.
De fleste private investorer har prøvet at sælge efter store fald for derefter først at få købt igen, når markederne er tilbage på nye højder. Problemet er, at man dermed risikerer at gøre det modsatte af det, man gerne vil: Man sælger billigt og køber dyrt. Det skyldes ikke dumhed – det skyldes følelser.
Tab gør nemlig mere ondt, end gevinster føles godt. Hvis porteføljen falder 100.000 kroner, fylder det ofte mere mentalt end glæden ved, at den tidligere er steget 100.000 kroner. Derfor kan man som investor blive fristet til at gøre noget – bare for at slippe for ubehaget. Men på finansmarkederne er det ikke altid en fordel at handle, bare fordi man føler trang til det. Faktisk er en af de sværeste discipliner i investering at lade være. At holde fast i sin plan, når overskrifterne er negative. At undgå at tjekke depotet ti gange om dagen, når det falder. Og at acceptere, at udsving ikke er en fejl i aktiemarkedet, men en del af prisen for at være investeret. Det betyder ikke, at man skal være passiv uanset hvad. Hvis markedet falder kraftigt, skal man selvfølgelig spørge sig selv, om noget grundlæggende har ændret sig. Er der tale om almindelig markedsuro? Eller er forudsætningerne for investeringen faktisk blevet dårligere?
Når markedet falder 10 procent, er det sjældent et tegn på, at himlen falder ned. Det kan være en normal del af et aktieår. I en egentlig recession kan aktiemarkedet falde langt mere – måske 25 eller 30 procent. Derfor skal man kende forskel på ubehagelige udsving og varige ændringer. Nogle investorer arbejder med stop-loss for at begrænse tab. Det kan være et nyttigt værktøj for nogle, især hvis man investerer i enkeltaktier og har en klar disciplin. Men stop-loss er ikke en erstatning for en investeringsplan. Hvis man sætter grænserne forkert, kan man ende med at blive solgt ud af gode investeringer midt i midlertidig uro – og derefter få svært ved at komme ind igen.
Men det mentale spil handler ikke kun om fald. Det handler også om stigninger. Når enkelte aktier eller sektorer stiger kraftigt, kan frygten for at gå glip af noget komme til at dominere. Man ser andre tjene penge og får lyst til at købe det, der allerede er steget. Det kan være teknologiaktier, energiaktier, medicinalaktier, kryptovaluta eller noget helt femte.
Der findes et gammelt børsordsprog om, at når alle taler om den samme aktie – også dem, der normalt ikke interesserer sig for investering – så skal man være ekstra opmærksom. Pointen er ikke, at private investorer altid tager fejl. Pointen er, at man ofte kommer sent med, når en fortælling allerede er blevet allemandseje. Det ser vi mere og mere, fordi private investorer fylder mere i markedet. Det er på mange måder positivt, da en bredere dansk investeringskultur er sundt – både for investorerne og for virksomhederne. Men det betyder også, at markedet i højere grad er påvirket af de mentale faldgruber: Frygten for at gå glip af noget – det, man ofte kalder FOMO, paniksalg, jagt på hurtige gevinster og lysten til at handle på hver eneste nyhed.
Samtidig er markederne blevet hurtigere. Store banker og professionelle investorer har i mange år brugt algoritmer og avancerede modeller. Nu gør kunstig intelligens og nye digitale værktøjer det endnu lettere at analysere, handle og reagere hurtigt. Men det ændrer ikke den grundlæggende sandhed: Der er meget få, der konsekvent slår markedet over tid. Derfor bør private investorer være varsomme med at tro, at de kan vinde ved at være hurtigere end markedet. For de fleste er det vigtigere at være tålmodig end hurtig.
I min optik kræver investeringer både fakta og selvindsigt. Og nogle gange er den bedste investering ikke en ny aktie eller fond. Det er en plan, der gør det lettere at lade være med at gøre noget forhastet. Den plan skal helst lægges, inden markedet allerede har sat følelserne i kog.