Mobilbank - ny version

Mobilbanken er den nemme vej til økonomi i hverdagen. Du har den altid med dig, og den giver dig hurtigt overblik – uanset hvor og hvornår.

Vi er ved at lægge sidste hånd på en helt ny mobilbank med nyt design og forbedrede funktioner. Du kan allerede nu hente og bruge den nye mobilbank her. Længere nede på siden finder du spørgsmål og svar. 


Nem adgang til det vigtige

Din personlige forside i mobilbanken hedder ”Til dig”. Det hedder den, fordi det er dér, du finder genveje og indhold, som passer til dig. Hvis du hellere vil have kontooversigten som din startside, kan du nemt ændre det selv. Det er dig, der bestemmer.

Betal, overfør og øvrige funktioner

Mobilbanken er designet til at give dig bedst muligt overblik og gøre det nemt og hurtigt for dig at betale, overføre, tjekke konto, eller hvad du ellers har brug for i en travl hverdag.

Investering

Du kan købe, sælge og få hurtigt overblik over dine investeringer. Følg markedet og dine egne investeringer, mens du er på farten.

Forbrug

Dine køb og andre udgifter kategoriseres, så du nemt kan se, hvad du bruger dine penge på.

Bolig

Har du Totalkreditlån kan du se detaljer på dit boliglån og få oplysninger om fx. rentefradrag.

Pension

Du kan få overblik over dine samlede pensionsopsparinger i både banken og i pensionsselskaber.

Skriv til os

Du kan skrive til os og få svar direkte i mobilbanken. Vi gemmer beskederne i din Indbakke, hvor vi også gemmer dine dokumenter. Alt er samlet på ét sted.


Her finder du en række spørgsmål og svar til den nye Mobilbank.

Mobilbank - Spørgsmål og svar

  • Adgang til mobilbanken

    Hvordan får jeg mobilbank?
    Hvis du har en aftale om brug af bankens Netbank, kan du downloade appen fra App Store og Google Play. Log dig på med NemID og følg anvisningerne til opsætning.

    Hvilken version af iOS og Android kan bruges til mobilbanken?
    Appen virker på iOS 12 eller nyere og Android 7 eller nyere.

    Hvordan kan jeg se, hvilken version af appen jeg har?
    Vælg ’Menu’ og gå ind under ’Indstillinger’. Her kan du se, hvilken version af appen der ligger på din telefon.

    Hvorfor kan jeg ikke bruge appen på en jailbroken eller rooted telefon?
    Det er af sikkerhedsmæssige årsager. Dine oplysninger på en jailbroken eller rooted telefon er ikke beskyttet helt så godt som på en telefon, der ikke er jailbroken eller rooted. Du skal være opmærksom på, at en Android-telefon i nogle tilfælde kan være rooted, uden at du selv har gjort det. Det kan fx ske, hvis du installerer bestemte apps. På nettet kan du finde guides til, hvordan du selv kan tjekke, om din mobil er rooted. Du kan evt. i stedet bruge vores Netbank via en browser på din telefon eller tablet.

  • Log på - og af

    Hvordan logger jeg på mobilbanken?
    Du logger på med den adgangskode, du har defineret, eller du kan vælge at bruge touchID eller faceID.

    Hvordan logger jeg af?
    Appen er sat til, at du automatisk bliver logget af efter 5 min., hvis du ikke er aktiv i mobilbanken. Du kan også vælge selv at logge dig af. Det gør du ved at vælge ’Menu’ og herefter ’Log af’.

    Hvad er åbningstiden i mobilbanken?
    Mobilbanken er åben hele døgnet, undtagen mellem kl. 03 – 05 om natten (natten til søndag er der lukket kl. 02 – 06).

    Kan vi være flere brugere på den samme app?
    I kan godt være flere brugere, der anvender appen på den samme telefon eller tablet. Start på forsiden, hvor koden til mobilbanken normalt skal indtastes. Tryk i stedet på spørgsmålstegnet i øverste højre hjørne og log på med NemID. Vær opmærksom på, at du hver gang skal logge på med NemID og skrive din kode to gange.

  • Ændring af koden

    Hvad gør jeg, hvis jeg har glemt min kode – eller vil ændre den?
    Hvis du har glemt din kode eller ønsker at ændre den, skal du først logge på med NemID. Det gør du fra siden, hvor du normalt skriver din kode i mobilbanken. Her trykker du på spørgsmålstegnet i øverste højre hjørne. Du kan herefter logge på med NemID og oprette en ny kode.

  • Overfør penge og betal regninger

    Hvordan kan jeg overføre penge og betale regninger?
    Du kan overføre penge og betale regninger direkte fra ’Til dig’-siden. Vælg ’Overfør og betal’ og skriv det beløb, du ønsker at overføre. Du kan vælge en anden Fra-konto ved at trykke på den Fra-konto, der vises. Når du trykker på ’Vælg modtager’, får du mulighed for at vælge, om du vil overføre til en af dine egne konti, til en anden konto eller betale en regning.

    Hvis du har valgt ikke at få vist genvejen til ’Overfør og betal’ på ’Til dig-siden’, kan du gå ind på den konto, du ønsker at betale fra. Tryk på de tre prikker i øverste højre hjørne og vælg ’Overfør og betal’.

    Kan jeg scanne en regning?
    Når du scanner en regning, slipper du for at taste oplysningerne selv. Skriv det beløb, du skal betale under ’Overfør og betal’. Vælg herefter ’Betal regning’ øverst og tryk på ’Scan regning’. Dit kamera er nu aktivt. Når du holder kamerafeltet hen over den nederst linje på indbetalingskortet, bliver den automatisk scannet.

    Hvor meget kan jeg overføre/betale om dagen?
    Du kan overføre/betale op til 50.000 kr. om dagen i alt. Der kan være enkelte kunder, der har en lavere grænse. Beløbet er dog ubegrænset ved overførsel mellem egne konti, fælleskonti og konti, du har fuldmagt til.

    Hvornår skal jeg godkende en betaling?
    Du skal altid godkende betalinger, når du betaler en regning eller overfører penge til andre eller til fælleskonti og fuldmagtskonti. Når beløbet er over 10.000 kr., skal du godkende med både NemID og din sekscifrede kode. Når beløbet er under 10.000 kr., skal du kun godkende med din sekscifrede kode. Hvis du overfører beløb i anden valuta, skal du altid godkende med både NemID og din sekscifrede kode – uanset beløbets størrelse.

  • Faste betalinger og overførsler

    Vær opmærksom på at du endnu ikke kan oprette eller slette en fast overførsel i mobilbanken, men det er lige på trapperne. Hvis du får brug for det, kan du gøre det i netbanken.

    Hvor finder jeg mine faste betalinger?
    Du kan se en liste over dine faste betalinger enten direkte fra ’Til dig’-siden eller under ’Menu’ og ’Faste betalinger’.

    Hvordan opretter jeg en ny betaling til Betalingsservice?
    Vælg ’Faste betalinger’ på ’Til dig’-siden eller under ’Menu’. Tryk på plustegnet i den grønne cirkel nederst. Nu kan du oprette en tilmelding til Betalingsservice.

    Hvordan afmelder jeg en betaling til Betalingsservice?
    Vælg ’Faste betalinger’ direkte på ’Til dig’-siden eller under ’Menu’. Vælg herefter den Betalingsserviceaftale, du vil afmelde, og tryk på ’Afmeld’ nederst.

  • Bolig

    Hvor kan jeg se detaljer om mit boliglån?
    Klik på "Bolig" i menuen. Her kan du se dit realkreditlån, hvis du har det gennem Totalkredit.

    Kan jeg se realkreditlån fra andre realkreditudbydere?
    Nej, det kan desværre ikke lade sig gøre endnu.

    Hvor finder jeg skatteoplysninger om renter og bidrag?
    Klik på lånet, og klik derefter på "Renter og bidrag i år og næste år" nederst på siden.

  • Pension

    Hvor kan jeg se, hvor meget jeg har sparet op?
    Vælg ’Pension’ i ’Menu’, så får du en oversigt over din samlede opsparing, og hvad du evt. har sparet op i forskellige pensionsselskaber. Når du henter alle dine pensionsoplysninger med NemID, bliver oplysningerne sendt til banken. Du kan se alle dine pensioner i mobilbanken, og din rådgiver har også mulighed for at se dem.

    Vil du vide, hvordan din fremtid på pension ser ud?
    Du har mulighed for at se dine forventede udbetalinger ved forskellige pensionsaldre. Vælg ‘Gå til Pensionsinfo' og følge vejledningen. Her kan du ændre din pensionsalder og se, hvordan det påvirker dine udbetalinger. Har du spørgsmål eller vil du vide mere, så kontakt din rådgiver.

    Hvordan deler jeg mine pensionsinfo med min rådgiver?
    Vælg ’Pension’ i ’Menu’. Tryk på ’Opdater’ i øverste højre hjørne og log på med NemID. Vælg ’Fortsæt’, når indsamlingen af data er færdig. Dine pensionsoplysninger bliver nu sendt til banken, så din rådgiver kan se dem. Din rådgiver får dog ikke besked om, at du har hentet dine pensionsoplysninger, så hvis du gerne vil have rådgivning om din pension, så kontakt din rådgiver.

  • Investering

    Hvor kan jeg se mine investeringer?
    Du kan se dine samlede investeringer på ’Til dig’-siden. Du finder dem også under ’Menu’ og ’Investering’.

    Hvordan sælger jeg værdipapirer?
    Vælg ’Menu’ og ’Investering’. Vælg herefter det værdipapir, du ønsker at sælge, i oversigten. Du kommer nu ind på en papirdetaljeside. Scrol ned til og vælg valgmuligheden ’Sælg’.

    Hvordan køber jeg værdipapirer?
    Vælg ’Menu’ og ’Investering’. Tryk på ’Søg papir’ i øverste højre hjørne. Du får nu mulighed for at fremsøge det papir, du ønsker at købe. Vælg det pågældende papir og gå ned til valgmuligheden ’Køb’. Hvis du har værdipapiret i forvejen, kan du blot trykke på det. Herefter kommer du ind på papirdetaljesiden, hvor du kan vælge at købe.

  • Betalingskort

    Hvorfor kan jeg ikke se kortnummeret på mit betalingskort?
    Dit kortnummer er fortrolig og vigtig data, og derfor bliver dele af det ikke vist. Hvis du har et Mastercard, vil du se, at kortnummeret slet ikke bliver vist.

    Hvordan spærrer jeg mine betalingskort?
    Vælg ’Kort’ på Til dig-siden. Vælg det kort, du vil spærre og tryk på ’Spær kort’ under kortet. Du kan selv ophæve spærringen igen inden for 14. dage. Herefter bliver kortet lukket permanent. I bankens åbningstid kan du spærre dine kort på tlf. 97321166 og uden for bankens åbningstid på tlf. 44892929 (Visa/Dankort) og tlf. 44892750 (Mastercard).

    Hvordan finder jeg min pinkode?
    Vælg ’Kort’ på Til dig-siden. Vælg herefter det kort, som du ønsker at se pinkoden på. Vælg ’Vis pinkode’ under kortet. Tryk på ’Vis pinkode’ i det grønne felt. Din pinkode bliver nu vist et kort øjeblik. Det er vigtigt, at du sikre dig, at der ikke er andre, der kigger med, når du får vist din pinkode.

  • Ret dine indstillinger

    Hvordan sorterer jeg mine konti?
    Gå ind på ’Konto’ og tryk på pilene i øverste højre hjørne. Du ser nu din kontoliste under overskriften 'Sorter og Skjul'. Du kan sortere i dine konti ved at trække dem op og ned - tryk på de to streger til højre og træk. Og du kan vælge, om du ønsker at få en konto skjult fra visningen.

    Hvordan omdøber jeg mine konti?
    Gå ind på den konto, du vil omdøbe, og vælg de tre prikker i øverste højre hjørne. Her får du mulighed for at omdøbe kontoen. Vær opmærksom på, at nogle kontotyper ikke kan omdøbes. Det gælder fx pensionskonti.

    Hvordan sorterer jeg mine depoter og puljer?
    Vælg ’Investering’ under ’Menu’. Tryk på de tre prikker i øverste højre hjørne og vælg ’Sortering’. Du kan nu vælge, hvordan dine investeringer skal sorteres, og i hvilken rækkefølge de skal vises på forsiden. Du kan flytte rundt på rækkefølgen ved at trykke på de to streger ud for investeringen og trække op eller ned.

    Hvordan får jeg vist løbende saldo på min konto?
    Gå ind på den konto, som du ønsker at se løbende saldo på. Tryk på de tre prikker i øverste højre hjørne og vælg ’Rediger listevisning’. Slå ’Vis saldo’ til. Du kan nu se din saldo på kontoen efter hver transaktion.

    Hvordan kan jeg slå forbrugskategorisering af mine kontobevægelser fra?
    Vælg ’Menu’ og herefter ’Indstillinger’. Under ’Samtykker og aftaler’ kan du se, hvilke samtykker du har afgivet. Under ’Samtykke til kategorisering’ kan du se, hvornår du har afgivet samtykke, og nederst kan du vælge ’Slet samtykke’.

  • Sikkerhed

    Er mobilbanken sikker?
    Ja, mobilbanken er sikker at bruge, men der er nogle forholdsregler, som er gode at følge:

    • Vis aldrig din kode til andre – og læg aldrig din mobiltelefon fra dig, når du er logget på.
    • Giv ikke andre adgang til dit nøglekort – lad være med at scanne det ind og gemme det på din computer eller mobil.
    • Har du mistanke om, at din kode er blevet afluret eller opsnappet, så skift din kode med det samme. Se hvordan under ’Hvordan skifter jeg kode?’. Og ring hurtigst muligt til Hotline på 70231166 , så I kan vurdere, om din mobilbank skal spærres.
    • Hvis flere har adgang til telefonen med touchID, vil de alle kunne åbne mobilbanken.
  • Skat
    Hvordan deler jeg skatteoplysninger med banken?
    Gå ind under ’Indstillinger’ i ’Menu’. Her kan du i bunden vælge ’Send skatteoplysninger’ og med NemID give Skatteforvaltningen samtykke til, at banken får adgang til din årsopgørelse og de sidste 6 måneders lønoplysninger.
  • Priser

    Hvad koster mobilbanken?
    Det er gratis at downloade mobilbanken, men for at have fuldt udbytte af den skal du have Netbank. De to tilsammen koster 51 kr. pr. kvartal.

    Hvad koster det at overføre penge?
    Det er gratis at overføre penge til andre danske pengeinstitutter. Dog opkræves der en betaling, hvis pengene skal være fremme med det samme. Du kan se mere i prislisten.

  • NemID

    Hvorfor skal jeg bruge NemID, når jeg laver transaktioner i mobilbanken?
    Vi har valgt, at det skal være nemt og hurtigt for dig at tjekke din konto. Derfor skal du kun bruge din kode for at komme ind i mobilbanken. Til gengæld skal du bruge NemID, hver gang du skal betale en regning eller overføre beløb til fælleskonti, til konti, du har fuldmagt til og til andre. Download NemID nøgleapp – så slipper du for at bruge nøglekort. Det er meget nemmere.

    Hvordan bruger jeg NemID-appen, når jeg laver transaktioner i mobilbanken?
    Du skal downloade NemID nøgleapp i App Store eller Google Play og aktivere den.

    • Når du laver en transaktion, får du en meddelelse fra appen om, at du har en afventende godkendelse.
    • Åbn appen ved at trykke på meddelelsen og godkend transaktionen.
    • Når du har godkendt transaktionen, går du tilbage i mobilbanken ved at vælge Mobilbank i øverste venstre hjørne.

    Hvordan bruger jeg min NemID nøgleviser, når jeg laver transaktioner i mobilbanken?
    Når du laver en transaktion, bliver du bedt om at bruge en nøgle fra dit nøglekort. Her trykker du på "Skift nøgletype" og vælger nøgleviser i stedet. Tryk på knappen på din nøgleviser og indtast den kode, der bliver vist. Du kan altid selv afgøre, om du vil bruge NemID nøgleviser, nøglekort eller nøgleapp ved at trykke "Skift nøgletype". På www.nemid.nu kan du bestille en NemID-nøgleviser.

  • Hjælp

    Hvordan spærrer jeg min mobilbank?
    Har du mistanke om, at din kode er blevet afluret eller opsnappet, så kan du spærre Mobilbank sådan:

    • Log ind i Netbank
    • Klik på tandhjulet i øverste højre hjørne
    • Klik på "Aftaler og mobil"
    • Klik på "Mobilbank"
    • Klik på "Spær"

    I bankens åbningstid kan du spærre din Mobilbank ved at kontakte os tlf. (+45) 70231166. Se meget mere om spærring her.

    Hvor kan jeg få hjælp, hvis jeg oplever fejl i appen?
    Ring eller skriv til Hotline. Se kontaktoplysninger her.

    Hvor kan jeg få hjælp, hvis jeg har spørgsmål til mine bankforretninger?
    Du er altid velkommen til at skrive eller ringe til din rådgiver/afdeling, som du finde på ’Til dig’-siden.