Lev længere

- spar mere op til din pension

Der er forskel på, hvor lang tid man i gennemsnit lever i forskellige dele af landet. På samme måde er der forskel på, hvor meget man i gennemsnit sparer op til sin pension fra kommune til kommune. Og interessant nok synes der at være en sammenhæng mellem disse to ting. Dér hvor man ikke lever så længe, sparer man også mindre op til sin pension. Og omvendt.

Det passer jo meget godt, kan man sige. Hvis man ikke lever så længe, behøver man ikke så stor en pensionsordning. Man kan imidlertid også vende synspunktet om og sige: Hvad nu, hvis man sparer noget mere op til sin pension - vil man så leve længere?

Er der overhovedet nogen, der vil være 85? Ja, en på 84.

Sådan lyder en gammel vittighed, og den sætter meget godt spørgsmålet om levetid i perspektiv. For når man er ung og fuld af liv – eller i trediverne og travlt optaget af familien og børnene – eller i fyrrerne, hvor man har gang i arbejdslivet – eller i halvtredserne og tresserne, hvor livet er præget af de aktiviteter, der hører disse aldre til, så er det sikkert de færreste, der drømmer om at blive 85. Men når man først kommer op i årene og nærmer sig denne alder, ja, så er det måske alligevel ikke så tosset.

Man skal også tage med i betragtning, at spørgsmålet om levetid ikke kun er et spørgsmål om præcist, hvor gammel man bliver. Det er også et spørgsmål om, hvordan man har det indtil da. Hvis en person bliver 77 år, og en anden bliver 83 år, så er det ikke nødvendigvis de seks år mellem 77 og 83 med de alderstegn, der hører disse år til, som personen går glip af.

Ofte er det sådan, at den, der kun bliver 77 år, bliver ældet hurtigere, end den, der bliver 83 år, sådan at de seks år, man mister – hvis man ser dem i forhold til, hvor rask og rørig man er – kan være seks år i fyrrerne. Eller i trediverne for den sags skyld.

Et spørgsmål om livskvalitet

Levetid er altså ikke kun et spørgsmål om at opnå en bestemt alder, men også om livskvaliteten frem imod, at man bliver gammel. Derfor kan det være en udmærket ting at stræbe efter at få et langt liv og at holde øje med de ting, som vi statistisk kan se, har betydning for, hvor gamle vi bliver. Det kan lægerne sige en masse om, og det har som regel noget at gøre med at kvitte smøgerne, drikke mindre alkohol, spise mere grønt, få mere motion og gå mere til lægen.

Andre sammenhænge

Men hvis vi ser på det privatøkonomiske område, så kan der også være sammenhænge mellem vores handlinger og vores levetid, som man ikke tillægger så stor opmærksomhed. Det kan eksempelvis være, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget vi sparer op til pension, og hvor gamle vi bliver.

Hvorfor skulle de to ting have noget med hinanden at gøre? Det er et rigtigt godt spørgsmål. Ikke desto mindre synes der at være en sammenhæng. Den sammenhæng har vi fundet frem til ved at se på, hvor meget man i gennemsnit sparer op til sin pension i forskellige dele af landet. Og at sammenholde det med hvor lang tid man lever i de samme dele af landet. Og sjovt nok – der er et tydeligt match. I de kommuner, hvor man sparer meget op til sin pension, lever man i gennemsnit længere end i de kommuner, hvor man ikke gør det (se figuren).

Morlille er en sten

Før der er nogen, der højlydt vil indvende, at det er uvidenskabeligt at konkludere noget på den baggrund. Men at det tværtimod er ren Erasmus Montanus-logik a la: Mor kan ikke flyve, en sten kan ikke flyve, ergo er mor en sten. Så lad os straks sige, at det ved vi godt.

Vi hævder på ingen måde, at vi har fundet en rygende pistol, der beviser, at man lever længere, hvis man sparer mere op til sin pension. Hvis man skal have videnskabelig evidens, som det hedder, for at hævde noget sådant, skal der forskes meget mere i spørgsmålet. Det siger sig selv.

Der er også meget, der taler for, at sammenhængen er langt mere kompliceret, end vi har beskrevet det her. Måske lever man generelt på en anden måde i de egne af landet, hvor man lever længere, end i de egne, hvor man ikke gør det. Ryger og drikker mindre, spiser sundere, får mere motion og går mere til lægen. Måske har man også bedre råd til det her, fordi man generelt tjener mere. Det kan sagtens være.

Tal med din pensionsrådgiver

Under alle omstændigheder ligger det fast, at der er store forskelle på, hvor meget de enkelte danskere sparer op til deres pension. Og at der er store forskelle på, hvor gammel man bliver. Der er således en ulighed i samfundet, når det gælder, hvordan danskerne hver for sig forbereder sig til livet som pensionist. Denne ulighed bliver da også taget op i medierne engang imellem. Der skrives om et ”pensionsproletariat”, og man ser overskrifter som, at ”4 ud af 10 ikke sparer nok op til deres pension”.

Betyder det, at man skal være utryg ved, om man nu har styr på, hvad man bør spare op til pensionen?

Måske/måske ikke. Det afhænger helt af den enkeltes situation. Men under alle omstændigheder er det altid sundt at tænke over, om man gør tingene på den rigtige måde. Ikke mindst, når det gælder privatøkonomien og et spørgsmål som, om man sparer nok op til pensionen. Hvis man ikke har fået gjort det et stykke tid, kan det derfor være en god idé at tage en snak med pensionsrådgiveren i sit lokale pengeinstitut om, hvorvidt man sparer nok op til pensionen og på den rigtige måde. Det sikrer, at man kan se en fremtid som pensionist i møde, hvor man kan få opfyldt alle de ønsker, man har til pensionisttilværelsen – i rigtig mange år.


De blå prikker på tabellen her viser – hvis man ser på den vandrette akse - hvor mange år en nyfødt baby i gennemsnit kommer til at leve i de 10 kommuner i landet, hvor levetiden er højest, og i de ti kommuner, hvor levetiden er lavest (ingen nævnt, ingen glemt). Kilde til tallene er Danmarks Statistik.

Ser man på den lodrette akse, viser prikkerne de gennemsnitlige årlige indbetalinger til pension (i tusinder) blandt de 30-59-årige i kommunerne i perioden 2007-2011. Her er medregnet ratepensioner, livrenter, aldersopsparinger, kapitalpensioner, LD- opsparing m.v. Tallene er fra ATP.

Den stiplede grønne linje på tabellen viser trenden – altså at der er en klar sammenhæng mellem levealder og pensionsopsparing.

 

Kontakt os
- for at få en snak om dine pensionsmuligheder.