Generalforsamling 2017

Med et deltagerantal på godt 3.100 kunne banken igen i år byde velkommen til Danmarks største generalforsamling. Aktionærerne kunne atter vælge mellem generalforsamlingen i Aalborg Kongres & Kultur Center og Arena Nord i Frederikshavn.

Generalforsamlingen blev gennemført i henhold til den udsendte dagsorden.

Aktionærerne godkendte bankens regnskab. Der var tilfredshed med bankens resultater – og aktionærerne fulgte bestyrelsens indstilling om at udbetale udbytte på 40 %.

De 21 repræsentantskabsmedlemmer, der var på valg, blev alle genvalgt.

Advokat Hans Jørgen Kaptain og vognmand Jan Leth Sørensen fra Sæby samt gårdejer Palle Joest Andersen fra Hjørring udtrådte af repræsentantskabet, mens generalforsamlingen valgte Ole Nygaard fra Frederikshavn ind i repræsentantskabet. Ole Nygaard er direktør og ejer af Victor A/S i Frederikshavn.

Generalforsamlingen fulgte også indstillingen om at reducere antallet af revisorer fra to til én, og der skete genvalg af Beierholm, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.

Repræsentantskabets efterfølgende konstituering
Umiddelbart efter generalforsamlingen blev der afholdt repræsentantskabsmøde, hvor de tre bestyrelsesmedlemmer, der var på valg, alle blev genvalgt. Desuden blev Advokat (L) Anne Kaptain fra Sæby nyvalgt til bestyrelsen. Anne Kaptain, der er General Counsel, Head of Legal & HR i Bladt Industries A/S i Aalborg, afløste advokat Hans Jørgen Kaptain fra Sæby.

Repræsentantskabet valgte apoteker Henrik Lintner som ny formand for repræsentantskabet, som dermed afløser Sten Uggerhøj. Direktør Poul Søe Jeppesen blev genvalgt som næstformand for repræsentantskabet.

Bestyrelsens efterfølgende konstituering
Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med praktiserende landinspektør Mads Hvolby som formand og autoforhandler Sten Uggerhøj som næstformand.

Efter generalforsamlingen blev de traditionelle gule ærter med tilbehør indtaget i Aalborghallen, mens der blev serveret en lækker tallerken med ”Nordjysk Tapas” i Arena Nord i Frederikshavn.  Begge steder blev de efterfølgende timer tilbragt i hyggeligt selskab med bankens bordformænd, venner og bekendte.

Du kan læse referatet af generalforsamlingen i den udsendte selskabsmeddelelse her.