God opbakning til de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer

Gitte Vigsø, fællestillidsrepræsentant og medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Ringkjøbing Landbobank.

Ringkjøbing Landbobanks bestyrelse udgøres af otte medlemmer valgt af bankens repræsentantskab og fire medarbejdervalgte.

Fællestillidsrepræsentant Gitte Vigsø er en af de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Hun sidder nu i sin tredje periode, og hun fortæller, at det er virkelig spændende at være bestyrelsesmedlem.


- Det er jo her, beslutningerne træffes. Jeg oplever, at resten af bestyrelsen er gode til at lytte, og at de værdsætter værdien af input fra os, der repræsenterer medarbejderne. I starten fyldte lånesager mest. I dag er det mere compliance, som jeg selvfølgelig har særlige forudsætninger for at byde ind på,fordi jeg sidder med netop det område i dagligdagen.


Gitte Vigsø fortæller, at det godt kan være udfordrende at være medarbejdernes repræsentant med tavshedspligt.

-  F.eks. kendte vi i bestyrelsen til den mulige fusion med Nordjyske Bank i lang tid uden at kunne fortælle om det til nogen. Vel vidende, at en eventuel fusion ville betyde meget for mange. Men det er et grundvilkår, kollegaerne accepterer, selv om meget af vores arbejde derved bliver usynligt. Det samme gælder i hvervet som tillidsrepræsentant, hvor der også er tavshedspligt i mange sager.


Gitte E. S. H. Vigsø

  • Fællestillidsrepræsentant og medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Ringkjøbing Landbobank
  • Medlem af bankens samarbejdsudvalg, lønudvalg (banken har virksomhedsoverenskomst) og Pensionstilskudsfonden for medarbejdere i Ringkjøbing Landbobank
  • Hovedbestyrelsesmedlem i Finansforbundet
  • Næstformand for Finansforbundet Kreds Vest
  • Hovedbestyrelsesmedlem i FTFa, som er Finanssektorens A-kasse