Logo
Årets villavej

Årets Villavej 2021 er Hasselvej (ulige numre) i Støvring

Omkring 150 nordjyske villaveje har i år indstillet sig til prisen Årets Villavej 2021, som vi og Ejendomsmæglernes Fond står bag. Blandt de mange eksempler på ekstraordinært godt sammenhold har dommerpanelet netop kåret Hasselvej (ulige numre) i Støvring som årets 1. plads, der udover hæderen modtager en præmie på 10.000 kroner.

For fjerde gang kårer vi i samarbejde med Ejendomsmæglernes Fond Årets Villavej for at synliggøre og hædre det gode naboskab i Nordjylland. I maj udløb fristen for indstillinger, og blandt dette års cirka 150 indstillinger faldt dommerpanelet for Hasselvej i Støvring.

Her var det blandt andet initiativer som sociale arrangementer, fælles træning på vejen i Corona-tiden, velkomst af nye tilflyttere, vejfester og ikke mindst vej-hunden Molly, der sikrede vejen 1. pladsen som Årets Villavej 2021. I indstillingen af vejen står blandt andet:

– Hvordan beskriver man en vej, hvor der er plads til alle – og hvor vi er heldige, at alle værner om naboskabet? Hasselvej er unik!

Dommerpanelet består af Steen Royberg og Claus Algren fra Ejendomsmæglernes Fond samt Claus Andersen fra Nordjyske Bank.

Thomasmindeparken 81-89 i Aabybro snuppede 2. pladsen, mens Vitskølklostervej 1-41 (ulige numre) i Hjørring tog 3. pladsen.

1. pladsen: Hasselvej (ulige numre) i Støvring
Beboere med check for førstepladsen ved Årets villavej

2. pladsen: Thomasmindeparken 81-89 i Aabybro
Beboere med check for andenpladsen ved Årets villavej

3. pladsen: Vitskølklostervej 1-41 (ulige numre) i Hjørring
Beboere med check for tredjepladsen ved Årets villavej